23948sdkhjf

Danske Byggecentre: Selvfølgelig skal vi bygge mere i træ

Hos Danske Byggecentre har man svært ved at få armene ned efter Boligminister Kaare Dybvads interview i Altinget, d. 11. december, under overskriften ”Det er klart, vi skal bygge mere i træ”.

Interviewet varsler nemlig et opgør med træets rolle i den danske byggesektor, samt måden hvorpå vi henter CO2-reduktioner i byggeriet. Det skriver Danske Byggecentre i en pressemeddelelse.

En ny analyse konkluderer, at andelen af træ i nybyggeri er faldet over de seneste 10 år - dette til trods for et stigende fokus på global opvarmning og bæredygtighed.

– Derfor glæder det os i Danske Byggecentre, når Boligministeren udtaler: ”Men det er klart, vi skal bygge mere i træ”, for vi skal vende udviklingen og bygge med mere træ, hvis vi skal nå regeringens klimamål. Dertil kan vi stille os i rækken af organisationer, der efterspørger politisk indgriben, så der faktisk bliver bygget mere med træ, skriver brancheforeningen.

– Selvfølgelig kan byggeriet selv nå frem til klimavenlige løsninger, men uden politisk regulering vil det tage væsentlig længere tid, udtaler Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre.

Kig på byggematerialernes klimabelastning
Når man følger debatten om CO2-reduktion i byggebranchen, kunne man nemt få indtrykket, at energieffektiviseringer var eneste reelle mulighed for at reducere byggebranchens CO2-aftryk. Kaare Dybvads interview viser, at regeringen tilslutter sig det branchen har sagt længe, nemlig at fokus også bør ligge på byggematerialernes klimabelastning.

– I dag er energiforbruget i nybyggerier så lavt, at energiforbruget og klimabelastningen fra byggematerialer oftest er større end fra driften af bygningen i hele dens levetid. Der er derfor brug for en styrket indsats mod indlejret energi i byggematerialer, hvis vi som sektor for alvor skal bidrage til den grønne omstilling i vores samfund, udtaler Palle Thomsen.

Løsningen består ifølge brancheforeningen af livscyklusanalyser (LCA) samt totaløkonomi og levetidsomkostninger (LCC) på alt nybyggeri og større renoveringer. Det vil sikre en balanceret helhed i forhold til bygningernes belastning af miljøet (LCA) og den samlede økonomi (LCC), lyder det i pressemeddelelsen.

Den indlejrede energi i byggematerialerne kan reduceres ved at fokusere på lang levetid og ved at tænke adskillelse ind i konstruktionen. Så har man mulighed for at genanvende dele af konstruktionen uden at ødelægge byggematerialerne. Dette vil også muliggøre en højere grad af genbrug, end den vi ser i dag.

Politisk fokus skaber grundlag for flere træ-eksperter
– Interviewet stiller rigtig nok fokus på manglende danske træ-eksperter. Mange års negligering af træ i byggeriet har sat sine tydelige spor i antallet af danske træ-eksperter, men vi hører fra uddannelsesinstitutionerne, at interessen er der, det er kun efterspørgslen fra byggeriet der mangler, skriver Danske Byggecentre.

Det er derfor også brancheforeningens vurdering, at politisk indgriben vil skabe efterspørgsel og skabe det incitament, der er altafgørende for at uddanne flere danske træ-eksperter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068